Homøopatiens historie.

Denne flere hundrede år gamle viden blev første gang beskrevet af homøopatiens grundlægger Samuel Hahnemann. Denne enestående geniale læge blev født i en lille tysk by i 1755. Hans far opdagede tidligt drengens store begavelse og utraditionelle tænkeevne. Disse evner trænede han med drengen, idet han gav ham specielle opgaver og låste ham inde i et værelse, hvor han selv skulle løse dem. Drengen skulle lære at tænke. Hahnemann var meget sprogbegavet, og allerede i en alder af 12 år underviste han andre elever i græsk.

Hahnemann læste medicin på universitetet i Leipzig. Han tog sin eksamen i 1779 og blev meget hurtigt en kendt og respekteret læge. Hans viden var stor inden for både medicin og kemi. Trods sin store viden var han ofte utilfreds med datidens medicinske resultater. Han var ikke tilfreds med den tids grundlæggende filosofi. Datidens medicinske praksis bestod mest af åreladning, afføringsmidler/klyster, blodigler og giftige kemikalier. Hahnemann skrev følgende til en af sine venner:

” Det er ulideligt altid at vandre i dette mørke, når jeg skal helbrede de syge. På basis af en eller anden sygdomshypotese ordinerer man en substans, der har fået sin plads i Materia Medica efter nogle helt tilfældige beslutninger.”

Straks efter jeg blev gift valgte jeg derfor at stoppe med at praktisere medicin, så jeg ikke længere risikerede at tilføje nogen skade. Jeg vendte mig udelukkende mod kemien og det litterære engagement. Siden blev jeg far, og alvorlige sygdomme ramte mine elskede børn. Min tvivl mangedobledes, da jeg opdagede, at jeg ikke var i stand til at give dem en sikker behandling.

 Hahnemann levede nu ved at oversætte medicinske værker. Hans højt udviklede og utraditionelt søgende tænkeevne ledte altid efter de fundamentale principper en behandlingsmetode burde arbejde ud fra. Det var mens han arbejdede på Cullens Materia Medica han fik den ide´, der senere viste sig at være starten på hans geniale livsfilosofi og skulle blive en revolutionerende opdagelse. Cullen var professor i medicin ved universitetet i London og havde på 10 sider beskrevet Kinabarkens virkning på malaria. Cullens antagelser var, at kinabarken virkede, fordi den var bitter. Hahnemann var så utilfreds med denne forklaring, at han besluttede sig for at prøve barken selv. Noget som var helt utænkeligt for datidens medicinere.

I sin beretning om dette eksperiment skriver han.:

Jeg tog som eksperiment fire drakmer kinabark 2 gange om dagen. Til at begynde med blev mine fødder og fingerspidser kolde. Jeg blev træt og sløv. Derefter begyndte mit hjerte at slå hastigt, pulsen blev kort og hurtig. Jeg blev forfærdelig urolig, rystede over hele kroppen og følte mig helt udmattet. Mit hoved dunkede, kinderne blev røde. Jeg var meget tørstig, jeg fik kort sagt alle symptomer på den feber, der normalt kaldes vekselfeber. Det ene efter det andet dukkede op, men jeg fik aldrig kramper eller de så ejendommelige kuldrystelser. I korte glimt oplevede jeg endog alle de symptomer, som kommer regelmæssigt tilbage i de typiske tilfælde, nemlig følelsesløshed,, stivhed i alle lemmer, eller den specielle meget ubehagelige dybe smerte, der synes at stamme fra periosten, (knoglernes benhinde) overalt i alle knoglerne. Disse anfald varede hver gang to til tre timer og vendte tilbage hver gang jeg gentog doseringen. Når jeg ikke tog midlet, følte jeg mig helt godt tilpas.

På denne måde fandt Hahnemann frem til at, et middel som kan give symptomer hos en rask person, kan virke helbredende på en, der er syg.

Dette eksperiment blev starten på den grundlæggende erkendelse af, at afprøvning af helbredende midler skulle prøves på mennesker og ikke på dyr. Derved bliver det muligt at kunne beskrive de forskellige helbredende midlers totale effekt. Han og nogle andre læger begyndte nu at teste alle de forskellige substanser på sig selv og nedskrive de nøjagtige data i mindste detalje. Dette arbejde varede i seks år. Samtidig arbejdede Hahnemann med at nedskrive en fortegning over alle forgiftningstilfælde, som datidens læger i mange forskellige lande havde noteret sig igennem det sidste år-hundrede.

Hahnemann og hans kolleger startede med at udforske loven om ligheder i mange kliniske undersøgelser. De fik hurtigt rigtig mange overbevisende resultater, der langt oversteg datidens allopatiske forskning. Langt senere og efter mange års erfaring nedskriver Hahnemann dette arbejde i sin aforisme 19 i Organon.

Da nu sygdom ikke er andet end forandringer i det sunde menneskes helbredstilstand, som udtrykker sig gennem sygelige tegn, og da helbredelsen også kun er mulig ved en forandring af det syge menneskes helbredstilstand til en sund tilstand, så er det indlysende, at medicin aldrig kan helbrede sygdomme, hvis den ikke ejer evnen til at forandre menneskets helbredstilstand der afhænger af fornemmelser og funktioner: Ja faktisk, at dens helbredende kraft udelukkende skyldes denne evne til at ændre menneskets helbredstilstand.

Selv om han så klart havde forstået og formuleret denne grundlæggende lov i homøopatien, følte Hahnemann ikke, at det var ham, der havde opdaget det. Han citerede en række mennesker, som efter hans mening enten fastslog eller antydede det længe før ham. Selv om andre havde forstået princippet, gik Hahnemann’s genialitet et langt skridt videre. Han havde den klare opfattelse, at hvis lighedsprincippet er en grundlæggende sandhed, så skulle vi være i stand til at bestemme lægemidlernes helbredende egenskaber ved systematisk afprøvning på det normale menneske

Det var denne systematiske metode, der var det første af hans mange væsentlige bidrag til medicinsk tænkning.

Tilberedning af homøopatisk medicin.

Da først Hahnemann følte, at han havde afprøvet tilstrækkelig mange lægemidler, begyndte han at ordinere dem i de doser, som var accepterede dengang. Men selv om patienterne nok blev helbredt, fremkaldte lægemidlerne så alvorlige første-forværringer, at både patienter og læger blev forskrækkede. Sådanne forværringer var at forvente, fordi lægemidlet selv fremkaldte symptomer, der lignede patientens. Hahnemann ønskede desuden at afprøve nogle af de præparater, der var almindelige dengang – præparater som kviksølv og arsenik; men selvfølgelig kunne han ikke give sådanne giftstoffer til sunde mennesker.

Derfor reducerede han doserne til en tiendedel af det sædvanlige. Patienterne blev stadigvæk helbredt, men forværring af symptomerne var der stadig om end i mindre grad. Dette var ikke godt nok. Hahnemann fortyndede medicinen endnu mere, idet han hver gang kun ordinerede en tiendedel af den tidligere dosis, og snart nåede han en fortynding der var totalt uvirksom, fordi der ikke var mere medicin tilbage i den.

Det er klart, at fordelene ved en simpel fortynding var begrænsede. Hvis medicinen ikke var stærk nok til at fremkalde en forværring af symptomerne, så var den også for svag til at kunne helbrede. Homøopatiens fremtid syntes at være på gyngende grund.

Netop på dette kritiske tidspunkt gjorde Hahnemann en forbløffende opdagelse. Hvordan den fremkom ved ingen med sikkerhed, men måske gjorde hans indgående kendskab til kemi og alkymi udslaget. Han begyndte at udsætte hver fortynding for et nøje antal rysteture/bankeslag. Ved at banke væske og det aktive stof ind i hinanden sker der en information til væsken. Denne fortynding kan gentages i det uendelige og kaldes en potensering. Naturvidenskaben i dag har vist, at det er muligt at reducere et stof til dets molekylære tilstand og at isolere et molekyle. Dette isolerede molekyle vil automatisk udvise en kendt bevægelighed. Iagttagelser ved den atomare forskning og ved spaltning af atomkerner viser, at den enorme energimængde er tilgængelig i ethvert stof. Forskning viser at vand har hukommelsesegenskaber. Hvad Hahnemann havde opdaget var, at der skjult i ethvert af naturens stoffer findes et indre liv. Hahnemanns arbejde med dynamisering af lægemidlet i vand eller alkohol er udførligt beskrevet i Organon. Hans Materia Medica beskriver hundreder af planters, mineralers og giftstoffers lægende effekt.

Alt dette er erfaret, afprøvet og har hjulpet millioner af mennesker verden over siden dets udvikling for flere hundrede år siden.

Homøopati stimulerer kroppens egen helbredelseseffekt. Der er ingen bivirkninger, og den gør mere end blot det at behandle en sygdom. Homøopati sætter kroppen i stand til selv at regenerere.

Der er i dag ca. 130.000 læger i Europa, som arbejder med Homøopati.

I Indien er der ca. 250.00 læger, som også bruger homøopati i klinikken og på hospitalet.

Mere end 100.000.000 europæere bruger homøopati. Midlerne er sikre, billige og i mange tilfælde mere effektive end traditionel medicin. Mange dyrlæger og landmænd bruger homøopati til deres dyr. Med god effekt

Homøopati kan købes på apotekerne i de fleste europæiske lande, undtagen i Danmark.

Similia Similibus Currentur  =  Lige skal behandles med lige